Som erstatning for manglende tænder findes der - som alternativ til implantaterne - de klassiske løsninger i form af fastsiddende tanderstatning (broer) og den udtagelige tanderstatning (del-* eller helprotese**).
Mindre huller i tandrækken udfyldes som regel ved hjælp af en bro, medens der ved større huller anvendes en delprotese og ved totalt tandløs kæbe en helprotese.
Bortset fra visse fordele rummer disse løsninger imidlertid væsentlige ulemper.
*Delprotese (konventionel):
Store huller i tandrækken kan udfyldes
ved anvendelse af en delprotese. I denne forbindelse fastgøres tanderstatningen på de tilbageværende
tænder ved hjælp af kroge eller andre holdeanordninger. Disse varianter er ganske vist relativt billige,
men giver som regel ikke et æstetisk tilfredsstillende resultat og kan medføre problemer med mundhygiejnen.
Derudover kan de tænder, der tjener til fastgøring af krogene, løsne sig som følge af en ugunstig belastning.
Dette kan endog føre til, at også disse tænder går tabt.
**Helprotese (konventionel):
Helproteser anvendes med det formål at
give totalt tandløse mennesker et funktionsdygtigt tandsæt igen. Ved denne løsning er de nye tænder
anbragt på en tandkødsfarvet acrylprotese. I overkæben holdes protesen som regel fast ved hjælp af sugekraft.
Da ganen er dækket af kunststof, kan dette dog medføre en væsentlig reduktion af smagssansen. En kraftigt
udviklet alveolarkam, som er en del af kæbeknoglen, bidrager til, at helprotesen sidder bedre fast.
Som følge af den manglende belastning af knoglen nedbrydes denne lidt efter lidt, hvilket medfører en
forringelse af protesens mulighed for at sidde fast.
